"The Emotional Lives of Animals" af Marc Bekoff 


ISBN-10: 1-57731-502-2
ISBN-13: 978-1-57731-502-5

En ret letlæst engelsk bog om dyrs følelsesliv og forskningen i samme.

Bogen indeholder en række historier om dyr og iagttagelser af deres følelser, men fokuserer også i høj grad på problemer omkring forskning i følelser: på den ene side at man ikke kan ”måle”, hvordan følelser føles for andre individer (inkl. mennesker), og dermed er nødt til at fortolke iagttagelser – noget videnskaben ikke er begejstret for – på den anden side, at så mange fælles fysiske træk i hjernen mellem mennesker

og andre dyr sandsynliggør at også andre dyr oplever følelser svarende til dem, mennesket oplever – måske endda flere/andre/dybere.

Marc Bekoff påpeger også, at vedrørende dyrs følelser, halter videnskaben langt efter almindelige menneskers ”viden” om dyrs følelser. For almindelige mennesker, der ikke har et videnskabeligt ry at hæge om, er indlevelsesevne/empati rigeligt grundlag for at udtale sig om hvordan et dyr har det, men for videnskabsfolk er det afgørende ikke at ”fornemme”, men kunne måle og veje og efterprøve. I bogen nævnes et par eksempler på forskere, der ”forglemmer” sig, og udtaler om deres egne dyr, at de er ”glade” eller ”triste”. Når der så spørges til det videnskabelige belæg for udtalelsen, ændres beskrivelsen!

Bogen er skrevet på ret let tilgængeligt engelsk, og er skrevet med ”hjertet”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren elsker dyr, og han fortæller nogle fantastiske historier – både humoristiske og triste. Indholdet er fint afbalanceret mellem anekdoter og mere videnskabeligt stof, og den er på intet tidspunkt ”tør” og kedelig. En absolut læseværdig bog!

 

Tilbage til emneforside.