Sådan snører man sin fører

 

Hej Kammerater!

Jeg vil fortælle Jer lidt om, hvad man kan få en velopdragen hundefører til, for jeg har efterhånden fået stor erfaring med, hvordan man får sine mennesker til at gøre det, man vil have dem til – faktisk så opfatter jeg mig selv som uofficiel danmarksmester på det felt!

Som eksempel på min omfattende praksis kan jeg f.eks. berette, at jeg har fået min ”bedstefar” dresseret til ALTID at sidde eller sågar ligge, når han kæler for mig. Nu synes I nok, det er noget underligt noget; kan det ikke være lige meget, om han sidder eller står?
Nej, det kan det ikke! For når man har fået lært sådan en fyr at sidde, når han kæler for én, så er sandsynligheden for, at han pludselig holder op igen, ikke nær så stor, som hvis han bare lige klapper én i forbifarten.
Jeg har også lært min mor, at hun skal gå tur med mig, når jeg siger det. Hun tror selvfølgelig, at hun bestemmer, men i virkeligheden er det mig, for når jeg siger vov, så henter hun mit tøj!

Den mest avancerede ”kunst” jeg har lært hende, er at ”lege sæl”. Jeg lærte hende det engang, hvor hun insisterede på at røre ved mine tæer:

Mor ved godt, at jeg er kilden under tæerne, og ikke kan fordrage at nogen piller ved dem, så hun havde sat sig for, at jeg skulle vænnes til det, så jeg ikke længere behøvede at være bange ved dyrlægen, når han kom med sin fæle saks og ville klippe mine negle – som om rigtige kvinder ikke skal have lange negle! (fnys!) – og vist også lidt fordi hun gerne ville smøre mine poter i noget voks engang imellem…..

Nå, men indlæringen startede med, at hun insisterede på at tørre min poter og ben efter hver gåtur. Tænk jer! Uanset om det havde regnet eller ej! - Så sørgede jeg for at krybe så langt ind i et hjørne, som jeg kunne, og samtidig se rigtig bange og utryg ud, skyde ryg, lægge ørene tilbage og alt det dér…
Somme tider fik hun den tåbelige idé at smøre mine poter om aftenen, bedst som jeg lå og hyggede mig! – Det fik hun så lov til, men lige så snart hun var færdig, skyndte jeg mig at gemme mig i et hjørne, så hun kunne se, hvor forskrækket jeg var. Nogle gange, når jeg så, hun kom med voksen, kunne jeg nå at gemme mig, før hun kom hen til mig, og så nægtede jeg at komme ud, selvom hun lokkede med pølser og alt muligt – hun ved nemlig godt, at når jeg er rigtig utryg, så vil jeg ikke spise noget (men hun ved ikke, at jeg også gør det med overlæg, når jeg kan se fidusen ved det…. tihi!).
Når jeg gemmer mig, får jeg som regel lov at slippe, men den her gang, kunne jeg godt mærke på hende, at hun var fast besluttet på, at jeg skulle have smurt poter, enten jeg ville eller ej, så jeg skyndte mig at gemme mig det allermest utilgængelige sted, mens hun ordnede poterne på min ”søster”. Så da turen kom til mig, lå jeg helt inde under stolene bag spisebordet, som står op ad radiatoren. Der har jeg en ”hule”, hvor jeg kan være i fred, og det er faktisk ikke så ligetil at komme derind, hvis man er ret meget større end mig, vores spisebord er nemlig sådan et genialt et, der ikke har 4 ben, men i stedet 2 vældig store, udskårne plader med fødder, én i hver ende; så det er ikke bare sådan, at man kan kravle under bordet på langs; nixen…. man skal udenom og bagom ind i min hule – og der kommer så alle stolebenene ind i billedet – så det er et rigtig godt sted!
Nå, men tilbage til historien! Mor var jo fast besluttet, og da jeg ikke ”kunne høre”, at hun kaldte på mig, måtte hun jo komme ind til mig. Hun bevæbnede sig med potestadset og en pakke pølser (smask) og begyndte at kravle. Vuff! Det så så sjovt ud. Først et par stole ud, så ned på maven, og så møvede hun sig fremad som en sæl – har I set en sæl? Den hopper fremad i bitte små ryk på maven: WUMP, WUMP, WUMP! Så måtte hun ind under tværstangen under spiseborden – og den er lav! – skubbe til et par stole mere, og så var hun til sidst inde ved mig.
- Nu kunne det jo have været inderligt morsomt, hvis jeg bare havde rejst mig, og var gået hen i den anden ende af stuen, men det kunne jeg alligevel ikke få mig til, og der var også meget godt i vente endnu!
Da Mor endelig var kommet hen, så hun kunne nå mig, var der problemer med bevægelsesfriheden; enderne på spisebordet var i vejen, så hun måtte halvvejs om på siden, og ligge med overkroppen let løftet samtidig med, at hun drejede hovedet på en besynderlig måde for at se, hvad hun lavede – på et tidspunkt lå hun faktisk med håret i pølserne for at komme til!
Midt i det hele kom min ”søster” til. Hun kunne lugte pølserne, og ville gerne være med. Så måtte Mor til at genne hende væk – helst uden at lyde vred, for så ville jeg jo bare blive bange. Man må sige til hendes ros, at hun holdt ud, selv om jeg var lige ved at være bekymret for hende, for den akavede stilling var åbenbart meget anstrengende – i hvert fald blev hun mere og mere gasblå i ansigtet som tiden gik. Jeg blev dog ikke mere bekymret for hende, end at jeg holdt masken, og spyttede mine pølsebidder ud; jeg var jo meget nervøs over alt det underlige… Til sidst var det dog overstået, og Mor kravlede ud igen, så jeg kunne få min pølser i fred.
Næste dag tog vi samme tur igen, og nu var Mor endelig ved at lære det, for hun brugte ikke så lang tid på at prøve at lokke mig ud, men kravlede bare uden videre ind til mig. Desværre forivrede jeg mig, og kom til at spise hamburgerryggen, mens hun nussede mine poter, så nu har hun luret, at jeg ikke er spor bange for det mere, men bare tager fis på hende – ØV!

- Men jeg skal nu nok finde på en ny kunst, hun skal lære! – Man er vil ikke for ingenting en …. HUND!

 

Vuff fra Lady

 

Tilbage til emneforside.