”Bisseungen” får tørt på.
(Eller: Lady lærer Thea dæk…)

 

De fleste kender jo nok til det ”glædeshysteri”, man kan opleve, når man kommer hjem til en hund, der har været alene hjemme.
Min erfaring er, at jo flere hunde, jo mere hysteri. Og det er ikke bare hysteri x antallet af hunde. Nix! Det er hysteri x (antallet af hunde) x 10-15 stykker!

Hos os betyder det at komme hjem, at to hunde (Thea og Quintoz), der hver for sig er belastende nok, tilsammen er så overeksalterede og hysterisk glade, at man knap kan komme ind ad døren. Dertil kommer én fredelig hund (Lady), der i dette selskab føler sig nødsaget til at gø af fuld hals for at byde velkommen, og dermed også får fortalt det halve af byen, at vi er hjemme.

Balladen lægger sig dog ret hurtigt, når alle har fået hilst, kun Thea kan ikke fatte, at hun bare skal tage det heelt, heeeeelt, HELT roligt, og at hun ikke behøver bokse én i maven for at få opmærksomhed.
Alle mulige afledningsmanøvrer er prøvet, plus en god portion skæld ud. Afledning (fodersøg) er effektiv, men kan desværre ikke holde hende beskæftiget helt så længe, som man kunne ønske (så bliver hun bare for tyk), og skæld ud virker højst i to sekunder, og er desuden en dødssynd; det stakkels dyr vil jo bare hilse….

Men én dag blev furien tæmmet!

For at forstå humoren i det, må jeg lige fortælle lidt om hundenes indbyrdes forhold:
Thea og Lady har boet sammen i 5½ år, og de er fine venner, selv om det er to tøser (hvilket i parentes bemærket er temmelig usædvanligt).
Lady er stort set social med alt og alle, men er noget forsigtig af sig.
Thea er KUN social med sin flok, og af hunde er det kun Lady hun er rigtig social med. Alle andre hunde accepteres, så længe de holder en passende afstand! Til gengæld aner hun ikke hvad forsigtighed er, og tromler alle andre ned i jagten på sit eget private mål. – Og alle andre viger…. Gang på gang!!!

Med sådant et sind er Thea ærlig talt lidt besværlig, og ikke en hund det altid er nemt at trænge igennem til. Men hvor mystisk det end forekommer, så kan Lady altså styre hende. Når Lady en sjælden gang (ALT for sjældent efter min mening!) beslutter sig for, at fortælle ”bissen” hvor skabet står, så bliver det gjort EFFEKTIVT, men altid fuldkommen stille og roligt.

Også denne dag:

Vi kom hjem til det sædvanlige hilsekaos og efterfølgende overstadighed fra Theas side, og var så småt ved at gøre klar til luftetur. Thea fjumsede rundt og gjorde sit bedste for at piske en stemning op.
På et tidspunkt kommer Lady listende for at få sin del af klappene. Hun kommer bagfra, og Thea ser hende ikke, men opdager hende først, da hun rører Theas bagpart. I sin ophidsede stemning, og i den tro, at det er Quintoz, drejer Thea med det samme rundt, mens hun knurrer advarende.
”Oh skræk, oh rædsel”, ser Thea ud til at tænke, for det var IKKE Quintoz.
Thea når dårligt nok at finde det flove, undskyldende ansigt frem, før Lady har fat om hendes snude med et roligt snudegreb, og stille og roligt følger Thea ned at ligge.

Og dér blev hun!!

Fra Lady satte hende på plads og de næste 10-15 minutter, til vi var klar til at tage af sted og kaldte på hende, lå Thea fuldkommen afslappet og roligt på gulvet uden nogen antydning af ophidselse.

Dét er den bedste dækøvelse, jeg har set længe!

 

Tilbage til emneforside.