VINTER – koldt og vådt og ubehageligt….  


Når man ser bort fra de klare, solrige, og nogenlunde humant tempererede søndage – som vi ikke har for mange af…. slet ikke på denne årstid – hvor det er en fornøjelse at slæbe hunden med i skoven og evt. samle ting og sager til juledekorationerne, hører du så til dem, der synes at vinteren er et ukristeligt tidspunkt at træne hund på? Bliver vejene saltet lige uden for din dør, så din hund i bedste fald går på 3 ben, når den skal luftes? Og er det i det hele taget håbløst, at få aktiveret hunden så meget som du plejer, så prøv nedenstående.

 

-      Lær hunden at rydde op.
Hunden kan lige så godt selv samle sit legetøj og sine kødben i en kasse, så du er fri for at gøre det, når der skal støvsuges. Det er en øvelse, der tager noget tid at indlære. Til gengæld er den relevant temmelig tit, og så kan hunden få brugt lidt krudt på det + I laver noget sammen.

 

-      Lav pølsejagt i huset.
De vanlige godbidder bliver gemt alle mulige og umulige steder, mens hunden er lukket væk for sig selv. Når hunden kommer ind, bliver næsen slået til, og den vilde pølsejagt går. Bare vent og se hundens begejstring, når du laver dét nummer næste gang! – Og NEJ! Det er ikke spor klamt med pølser. Hunden skal NOK finde dem! Alternativt er vanillekranse rigtig gode….

 

-      Stuedressuren.
Man skal have meget lidt plads, for at man slet ikke kan træne noget indendørs. Prøv med forlæns og baglæns vendinger på stedet – med hunden på plads selvfølgelig. Lær hunden at bruge bagparten i vendingen. Det er faktisk en større udfordring end man umiddelbart skulle tro! Lav dæk, sit og stå, mens du skal ud med affaldet, eller når du henter posten.

 

-      Hundekunster.
Lær hunden kunster – evt. de nyttige… Lad den arbejde som servicehund. Lær den at tænde lyset, åbne køleskabet, hente køkkenrullen….
Brug også gerne dig selv. Lær f.eks. hunden at sidde på din ryg, mens du står på alle fire (ikke anbefalelsesværdigt med Grand Danois, Berner Sennen eller lignende størrelser – men så kan de kravle under i stedet!).
Træn spring over dine ben; sæt dig på gulvet og løft begge ben samlet (det giver også gode mavemuskler i samme ombæring), og lad hunden springe over dem – på kommando naturligvis.

 

-      Er du i rigtig trist og træls vinterhumør?
Så sæt dig ned med en håndfuld godbidder og beløn hunden for det første det bedste den gør. Måske får du lært hunden at gå baglæns, række tunge, vifte med ørerne eller halen, eller noget helt andet pudsigt. Noget af det kan bruges i lydighedstræningen, andet er simpelt tidsfordriv, og skal aldrig bruges til noget som helst, men det er ikke vigtigt. Det eneste vigtige er, at du laver noget med din hund, og selv om du ikke er i træningshumør, kan det lade sig gøre, fordi bolden er spillet over på hundens banehalvdel, og det er dén, der skal være aktiv. Det er også den, der skal bruge hovedet, og så er den jo som bekendt dejlig træt bagefter….

 

Det var kun et lille udpluk at ting, man kan lave indendørs. Husk at kun fantasien sætter grænser, og hunden er med garanti ligeglad, hvor tåbelig aktiviteten er i dine øjne. Bare I er sammen om noget!
 

Tilbage til emneforside.