Aktivering af hunden
- kursus med Maria Hansson

 

For få år siden gæstede svenske Maria Hansson DcH i Hjørring, hvor hun fortalte om aktivering af hunde i hverdagen, og viste en lang række aktiveringsforslag. Med sig havde hun sin mand og hans hund samt sine egne fire sheltier.

Det blev et fabelagtigt godt kursus, der om noget viste, at kun fantasien sætter grænser, når det drejer sig om at give hunden opgaver. Desuden fortalte Maria om nogle af de problemer, der er blevet løst ved at øge aktiveringen af hunden i dagligdagen: 

-         luftetursproblemer: trækken i snoren, springture

-         aggression i forhold til gæster

-         almene alene-hjemme-problemer

-         osv….

Det var ganske tankevækkende, for hvor mange af os kan f.eks. ærligt sige, at vi har en hund, der går afslappet i snor?

Ligeledes tankevækkende og ikke særlig beroligende for samvittigheden, var hendes anbefaling; at hunden bør aktiveres minimum 4 timer i døgnet. – Det er vist heller ikke os alle, der lever op til det..!!

Desuden er der jo forskel på aktivering og aktivering… Maria deler forskellige ”opgaver” op i et-stjernede, to-stjernede og tre-stjernede.
1 stjerne får f.eks. lufteturen i snor… 5 minutter hen ad vejen og tilbage igen. 3 stjerner får svære næseøvelser, balanceøvelser, problemløsning mv.

Ang. problemløsning: som tidligere nævnt er der kun én begrænsning: vores fantasi! En del af Marias aktiveringsøvelser involverer børns legetøj. Lær f.eks. hunde at rydde op, lægge ringe på et spyd (i størrelsesorden!!), komme forskelligt formede genstande i de dertil indrettede huller i en kasse… og meget mere.

Hendes anbefaling er, at man – modsat normal indlæring – lader hunden SELV levere den færdige øvelse før den belønnes. Hun yder kun et minimum af hjælp, da hjælp og trinvis indlæring nedsætter hundens behov for at tænke, og dermed værdien af aktiveringen; jo længere tid, det tager hunden at forstå øvelsen, jo mere aktivering får man ud af én ide…

Jeg har efterfølgende afprøvet nogle ting på mine egne to vildbasser, og det kan absolut anbefales, men vær opmærksom på, at det absolut sværeste er, at lade være med at blande sig. Det kræver virkelig is i maven at lade være med at indlære trinvis, så bestem på forhånd, om din fantasi er god nok til at finde på nyt hele tiden, eller du skal fylde fryseren/maven med isterninger og være tålmodig og afventende mens din hund tænker….

God fornøjelse!

 

Tilbage til emneforside.