En
hundeejers bekendelser
|
Denne
artikel handler ikke ret meget om hunde. Den handler derimod om at have
hund, og de konflikter og modstridende følelser det nogle gange kan
medføre. Når jeg kigger tilbage, er mit ”hundeliv” langsomt blevet trappet op. Som lille kunne jeg til nød låne en hund engang imellem. Som voksen fik jeg først én hund. Efter 8 år fik den gamle hund selskab af en lille tæve, og efter endnu et år blev den gamle skiftet ud med en ny. Nu, hvor jeg er flyttet sammen med en anden hundeejer, har vi så tre hunde tilsammen. Da jeg kun havde hund til låns i ny og næ, kunne jeg ikke få nok. Jeg blev aldrig træt af de firbenede venner, og kunne slet ikke forestille mig, at der kunne komme tider, hvor jeg ønskede dem ud, hvor peberet gror. Det ændrede sig en lille smule, da jeg fik min første hund. Et par gange om året, oplevede jeg, at jeg bare havde fået hund nok, og trængte til at være helt alene. Det varede aldrig mere end en dags tid, og stak ikke dybere, end at jeg følte mig irriteret over, de krav hunden stillede til mig, og de behov, jeg var nødt til at opfylde. Med to hunde blev kravene større; deres behov var forskellige, og begge hundes behov skulle tilfredsstilles. Dog var kravene ikke større, end at jeg med glæde og fornøjelse forsøgte at opfylde dem. Det forekom lidt oftere, at jeg var træt af hundene og gerne ville have fred, men det var ikke væsentligt forskelligt fra livet med én hund, og jeg forestillede mig ikke, at jeg på et tidspunkt alvorligt skulle komme til at overveje, om jeg overhovedet ville have hund igen! Så blev den gamle hund syg og aflivet, og en ny hund kom til. Hun var, og er, mildest talt en udfordring. Og selv om det har været svært at indrømme (også over for mig selv), har jeg nok et temmelig ambivalent forhold til hende. Ingen tvivl om, at jeg holder utroligt meget af hende, men samtidig er hun i stand til at få mig op i det røde felt i en grad, jeg ikke tidligere har oplevet, og det er en belastende oplevelse, at holde så meget af nogen, som man samtidig har lyst til at ”tampe livet ud af med sin venstre morgensko!” Det giver konflikter, både indre og ydre, og det giver dårlig samvittighed. Den tredje hund i flokken (kærestens) holder jeg også meget af. Han er noget så sød og god, men også han har nogle vaner (uvaner), der fuldstændig går på tværs af mit temperament, og igen giver det anledning til konflikter, både ud- og indadtil, og igen giver det anledning til dårlig samvittighed; det er jo ikke hundens skyld! Hvad,
hvorfor, hvordan? Situation 1: Om morgenen (kl. 05.30) går jeg ud af døren med mine tæver. Vi går en tur på 30-45 minutter. Thea (min besværlige hund) trækker enormt i linen, reagerer ikke på mine kommandoer, ”tåger” rundt som en tornado, og er mere eller mindre uden for pædagogisk rækkevidde. Forklaringen på den adfærd er nem nok at finde: hun er 400% jagthund, og hendes liv – når hun er udendørs – foregår ude i horisonten. Der er kun én vej: fremad. Jo hurtigere, jo bedre. Som det ses hos f.eks. settere besidder hun stor løbeglæde, og hendes medfødte jagtinstinkt driver hende til at afsøge terrænet, hurtigt og i store buer. Det betyder, at hun mildest talt er en pest og en plage at have i snor. Hun FATTER ikke, hvad det går ud på, til trods for, at hun nu på 7. år bliver luftet i sådan en tingest! At Thea ikke forstår snorens begrænsning, skyldes to ting. Dels at hun pga. sin fokusering på vildtfært, simpelthen ikke kan koncentrere sig om noget så uvæsentligt som linen. Dels at jeg ikke har været tilstrækkeligt ihærdig med at træne ”ikke-trække”. Kl. 5.30 om morgenen er jeg meget villig til at gå en tur, det nyder jeg. Men jeg er alt andet end oplagt til at blive hevet rundt med, slæbt rundt om hjørner, trukket over stok og sten og gennem mudderpøle og vandpytter, så turen udvikler sig hurtigt til en stor slåskamp: Thea trækker fremad, og jeg trækker bagud. I løbet af turen når jeg at blive eddersur, og Thea at blive vældigt upopulær. Hvis jeg har sovet dårligt, er det sikkert lysende klart, at temperamentet hurtigt bliver hvidglødende. Hvordan løser man sådan en situation og undgår konflikten? Tjah…
Desværre er det både utroligt simpelt og utroligt svært. Mere
aktivering er sandsynligvis nøgleordet. Kendte hundepsykologer som Anders
Hallgren og Maria Hansson har i flere tilfælde beskrevet, hvordan øget
aktivering har løst bl.a. trække-i-snoren-problemer. Jeg har i perioder
gjort forsøg med øget aktivering (over døgnet), men har dog aldrig
kunnet mærke en forskel på trækket i snoren, selvom jeg afgjort har
haft en mere tilfreds og rolig hund i andre situationer. Resultatet er en uløst, blivende konflikt stort set hver eneste morgen, hvor jeg behersker, behersker, behersker mig, og ender med at være godt og grundigt arrig inden i, mens jeg udmærket er klar over, at den sølle hund ikke kan gøre for, at hun er indrettet, som hun er. Situation 2: Om eftermiddagen, efter minimum 8 hektiske timer på arbejde, kommer jeg hjem til 3 ellevilde hunde, der nu endelig får selskab og skal have luft for al deres indestængte energi. De er udhvilede; jeg er bombet. Velkomsthysteriet er nu rimeligt hurtigt overstået og til at overse. Det er faktisk meget hyggeligt. Men når hundene kommer i bilen, og én efter én begynder at pibe, klynke, hyle og gø af iver efter at komme ud, og jeg får et skingert bjæf lige ind i øret, enhver form for samtale med menneskelige passagerer er en umulighed, og evt. fodgængere og cyklister bliver bjæffet sønder og sammen…. SÅ ryger temperamentet op i det røde felt igen, og lufteturen starter alt andet end positivt! Det er jo let nok at forstå, hvorfor vi hver især reagerer som vi gør. Kunsten ligger i at bevare overblikket og forebygge konflikten. Hvad kræver det? Overblik og overskud! Og hvad er det, der typisk mangler? Jep! Overskud!! Så hvad
sker der? Hundene larmer – jeg bliver arrig. Måske bliver jeg stædig,
standser bilen og nægter at køre videre, før hundene er faldet til ro.
Hvad lærer de af det? Ikke en døjt! For jeg er ikke konsekvent.
Reaktionen med at standse op, få hundene ned at ligge og først køre
videre, når de er rolige, er ganske udmærket – HVIS DEN GENNEMFØRES
KONSEKVENT! Som en arrigskabs- og stædighedsreaktion….. totalt
ubrugelig!!! Ingen lærer noget. Ingen får noget ud af det. Denne
reaktion er endda én, jeg typisk bruger, når jeg har overskud til at
gennemføre min beslutning! Igen har jeg en vedvarende, daglig konflikt, som jeg simpelthen ”vælger at have” frem for at gøre noget konstruktivt ved den, da det kræver et både tidsmæssigt og energimæssigt overskud, som jeg ikke har. Og igen behersker, behersker, behersker jeg mig, fordi jeg udmærket ved, at hundene ikke er urimelige. De forhold de lever under, er derimod ganske urimelige i forhold til deres natur, og der er intet at sige til, at de glæder sig til at ”folde sig ud” og få ”luft under vingerne”. Én løsning på hysteriet kunne være at vælge en eftermiddagstur der foregår på gå-ben fra hjemmet af. Så ville de ikke opbygge den samme forventning, som de gør, når vi kører til lufteturen, men de ville heller ikke få det samme udbytte af gåturen, i og med mulighederne for ”fri løbetur” er meget begrænsede i vores nærområde, mens der i ”rimelig køreafstand” findes adskillige steder, hvor de kan løbe fri. Situation
3: En typisk situation, der får mit blod i
kog, opstår når aftensmaden bliver rettet til. Alle hunde vil frygteligt
gerne følge med i alle de spændende aktiviteter (der jo også lugter
godt), og det er ganske OK. Især én af dem har desværre for vane
(uvane) at placere sig aldeles midt i det hele, på den snævreste plads i
huset, og samtidig det sted hvor alle veje krydser hinanden. Derfra følges
aktiviteterne nøje, og går man nogen steder, er det – fra hundens side
– til at overskue hvilken vej den skal tage, for at ”være med”. GRRRRRRRR!!!! Det er IKKE tidspunktet til stor forståelse fra min side. Lang dag bag mig, en mave der knurrer højlydt, lavt blodsukker mv. gør mig mildest talt intolerant i den situation. Alligevel holder jeg mig i reglen til at skumle noget over salaten, og træde pågældende hund i hælene i forsøget på at få den til at fatte det uhensigtsmæssige i at placere sig lige foran mine fødder. - Det virker aldrig!!! Løsning?
Få dog opdraget de hunde til at køkkenet og ”hovedvejen” er forbudt
område, når der arbejdes! Situationer som de ovennævnte har efterhånden mange gange fået mig til at overveje, om jeg overhovedet kan tilbyde mine hunde et ordentligt liv. Når jeg kigger på dem, ser de nu ud til at have det ganske udmærket. Når der efter aftensmaden endelig er erklæret ”fyraften”, får de også tit og ofte en masse opmærksomhed – enten i form af leg, eller måske godbidssøgning, tyggestænger, kæleture eller andet, så det er ikke fordi, de ikke får opmærksomhed. Det er bare sådan, at det tidspunkt på dagen, hvor de har størst behov for mig, samtidig er det tidspunkt på dagen, hvor jeg har størst behov for lige at sidde ned og ”trække vejret”, så det bliver ofte nogle kaotiske timer lige efter arbejde, og den dårlige samvittighed over ikke at yde mere i forhold til hundene på det tidspunkt, er en ”tung sten” at bære rundt på. Situationer, hvor Theas natur kommer i konflikt med mine ønsker, har også gjort det klart for mig, hvor utrolig vigtigt det er, at man finder en hund, der går i spænd med ens eget temperament. Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at jeg købte Thea, men jeg er også meget langt hen ad vejen indstillet på at rette ind til højre i forhold til min hunds behov. Alligevel har hun sat nogle tanker i gang. Dels om hvor svært det er at vælge den rette hund. Dels om hvor overordentligt vigtigt det er, at foretage det rette valg, for at både hunden og en selv kan have det godt sammen i lang tid fremover. Og selv om jeg ikke for nogen pris vil undvære min hund Thea, er jeg heller ikke just indstillet på at skulle have en til af samme slags. – Man må jo også tage ved lære af sine fejl…..
|
Efterskrift: Der er
gået nogen tid, siden jeg skrev ovenstående, og jeg har nu læst det
igen.
|
Tilbage til emneforside. |