En hundeejers bekendelser
- om konflikter og dårlig samvittighed

Denne artikel handler ikke ret meget om hunde. Den handler derimod om at have hund, og de konflikter og modstridende følelser det nogle gange kan medføre.
Formålet med artiklen er i nogen grad at skræmme folk fra at købe hund, hvis de ikke er 120% indstillet på at tage besværlighederne, som de kommer – og det er helt sikkert, at det er besværligt… på én eller anden måde.
Derudover vil jeg gerne bidrage til at få hundeejere til at forstå, at det er ejerens egne fejl – i valget af hund, såvel som i opdragelsen af den – der gør, at det nogle gange er en plage at have hund, og dermed gøre ejerne bevidste om, at de har muligheden for at vælge, om det skal være en positiv, mindre positiv eller negativ oplevelse at have hund.
Hundene – de kære væsner – er hele livet underlagt vores beslutninger. Derfor skal vi træffe de rigtige!

Når jeg kigger tilbage, er mit ”hundeliv” langsomt blevet trappet op. Som lille kunne jeg til nød låne en hund engang imellem. Som voksen fik jeg først én hund. Efter 8 år fik den gamle hund selskab af en lille tæve, og efter endnu et år blev den gamle skiftet ud med en ny. Nu, hvor jeg er flyttet sammen med en anden hundeejer, har vi så tre hunde tilsammen.

Da jeg kun havde hund til låns i ny og næ, kunne jeg ikke få nok. Jeg blev aldrig træt af de firbenede venner, og kunne slet ikke forestille mig, at der kunne komme tider, hvor jeg ønskede dem ud, hvor peberet gror. Det ændrede sig en lille smule, da jeg fik min første hund. Et par gange om året, oplevede jeg, at jeg bare havde fået hund nok, og trængte til at være helt alene. Det varede aldrig mere end en dags tid, og stak ikke dybere, end at jeg følte mig irriteret over, de krav hunden stillede til mig, og de behov, jeg var nødt til at opfylde.

Med to hunde blev kravene større; deres behov var forskellige, og begge hundes behov skulle tilfredsstilles. Dog var kravene ikke større, end at jeg med glæde og fornøjelse forsøgte at opfylde dem. Det forekom lidt oftere, at jeg var træt af hundene og gerne ville have fred, men det var ikke væsentligt forskelligt fra livet med én hund, og jeg forestillede mig ikke, at jeg på et tidspunkt alvorligt skulle komme til at overveje, om jeg overhovedet ville have hund igen!

Så blev den gamle hund syg og aflivet, og en ny hund kom til.

Hun var, og er, mildest talt en udfordring. Og selv om det har været svært at indrømme (også over for mig selv), har jeg nok et temmelig ambivalent forhold til hende. Ingen tvivl om, at jeg holder utroligt meget af hende, men samtidig er hun i stand til at få mig op i det røde felt i en grad, jeg ikke tidligere har oplevet, og det er en belastende oplevelse, at holde så meget af nogen, som man samtidig har lyst til at ”tampe livet ud af med sin venstre morgensko!” Det giver konflikter, både indre og ydre, og det giver dårlig samvittighed.

Den tredje hund i flokken (kærestens) holder jeg også meget af. Han er noget så sød og god, men også han har nogle vaner (uvaner), der fuldstændig går på tværs af mit temperament, og igen giver det anledning til konflikter, både ud- og indadtil, og igen giver det anledning til dårlig samvittighed; det er jo ikke hundens skyld!

Hvad, hvorfor, hvordan?
Ovenstående er relevante spørgsmål til, hvorfor det går galt, når de to hunde bringer mit blod i kog.
Der kan gives adskillige eksempler på situationer, der (næsten) konsekvent ender i konflikt, f.eks.

Situation 1: Om morgenen (kl. 05.30) går jeg ud af døren med mine tæver. Vi går en tur på 30-45 minutter. Thea (min besværlige hund) trækker enormt i linen, reagerer ikke på mine kommandoer, ”tåger” rundt som en tornado, og er mere eller mindre uden for pædagogisk rækkevidde.

Forklaringen på den adfærd er nem nok at finde: hun er 400% jagthund, og hendes liv – når hun er udendørs – foregår ude i horisonten. Der er kun én vej: fremad. Jo hurtigere, jo bedre. Som det ses hos f.eks. settere besidder hun stor løbeglæde, og hendes medfødte jagtinstinkt driver hende til at afsøge terrænet, hurtigt og i store buer. Det betyder, at hun mildest talt er en pest og en plage at have i snor. Hun FATTER ikke, hvad det går ud på, til trods for, at hun nu på 7. år bliver luftet i sådan en tingest!

At Thea ikke forstår snorens begrænsning, skyldes to ting. Dels at hun pga. sin fokusering på vildtfært, simpelthen ikke kan koncentrere sig om noget så uvæsentligt som linen. Dels at jeg ikke har været tilstrækkeligt ihærdig med at træne ”ikke-trække”.

Kl. 5.30 om morgenen er jeg meget villig til at gå en tur, det nyder jeg. Men jeg er alt andet end oplagt til at blive hevet rundt med, slæbt rundt om hjørner, trukket over stok og sten og gennem mudderpøle og vandpytter, så turen udvikler sig hurtigt til en stor slåskamp: Thea trækker fremad, og jeg trækker bagud. I løbet af turen når jeg at blive eddersur, og Thea at blive vældigt upopulær. Hvis jeg har sovet dårligt, er det sikkert lysende klart, at temperamentet hurtigt bliver hvidglødende.

Hvordan løser man sådan en situation og undgår konflikten?

Tjah… Desværre er det både utroligt simpelt og utroligt svært. Mere aktivering er sandsynligvis nøgleordet. Kendte hundepsykologer som Anders Hallgren og Maria Hansson har i flere tilfælde beskrevet, hvordan øget aktivering har løst bl.a. trække-i-snoren-problemer. Jeg har i perioder gjort forsøg med øget aktivering (over døgnet), men har dog aldrig kunnet mærke en forskel på trækket i snoren, selvom jeg afgjort har haft en mere tilfreds og rolig hund i andre situationer.
Mere aktivering og kontakt til mig under selve gåturen afhjælper i meget høj grad problemet; det er bare ikke særlig nemt at håndtere to hunde, lommelygte, godbidder, lortposer og samtidig lave forskellige aktiviteter en buldermørk vintermorgen, når man kun har 2 hænder!
Men så kunne jeg jo lufte hundene hver for sig… JEP! Men så skal jeg tidligere op! Kl. 04.45 er i mine øjne rigeligt tidligt. Det frister slet ikke at stå op kl. 04.00 for at gå to ture i stedet for én. 

Resultatet er en uløst, blivende konflikt stort set hver eneste morgen, hvor jeg behersker, behersker, behersker mig, og ender med at være godt og grundigt arrig inden i, mens jeg udmærket er klar over, at den sølle hund ikke kan gøre for, at hun er indrettet, som hun er.

Situation 2: Om eftermiddagen, efter minimum 8 hektiske timer på arbejde, kommer jeg hjem til 3 ellevilde hunde, der nu endelig får selskab og skal have luft for al deres indestængte energi. De er udhvilede; jeg er bombet. Velkomsthysteriet er nu rimeligt hurtigt overstået og til at overse. Det er faktisk meget hyggeligt. Men når hundene kommer i bilen, og én efter én begynder at pibe, klynke, hyle og gø af iver efter at komme ud, og jeg får et skingert bjæf lige ind i øret, enhver form for samtale med menneskelige passagerer er en umulighed, og evt. fodgængere og cyklister bliver bjæffet sønder og sammen…. SÅ ryger temperamentet op i det røde felt igen, og lufteturen starter alt andet end positivt!

Det er jo let nok at forstå, hvorfor vi hver især reagerer som vi gør. Kunsten ligger i at bevare overblikket og forebygge konflikten. Hvad kræver det? Overblik og overskud! Og hvad er det, der typisk mangler? Jep! Overskud!!

Så hvad sker der? Hundene larmer – jeg bliver arrig. Måske bliver jeg stædig, standser bilen og nægter at køre videre, før hundene er faldet til ro. Hvad lærer de af det? Ikke en døjt! For jeg er ikke konsekvent. Reaktionen med at standse op, få hundene ned at ligge og først køre videre, når de er rolige, er ganske udmærket – HVIS DEN GENNEMFØRES KONSEKVENT! Som en arrigskabs- og stædighedsreaktion….. totalt ubrugelig!!! Ingen lærer noget. Ingen får noget ud af det. Denne reaktion er endda én, jeg typisk bruger, når jeg har overskud til at gennemføre min beslutning!
Når jeg er helt ”færdig”, og ikke orker konflikten, lader jeg dem skabe sig og ser efter at nå frem til bestemmelsesstedet udfra den betragtning, at hvis jeg ikke har overskud til at gennemføre min beslutning (om at de skal tie stille) konsekvent hele vejen, er det bedre at lade være med at tage konflikten. Med andre ord: hvis jeg ikke kan gennemføre det, jeg har sat mig for, er det bedre at lade være med at starte…

Igen har jeg en vedvarende, daglig konflikt, som jeg simpelthen ”vælger at have” frem for at gøre noget konstruktivt ved den, da det kræver et både tidsmæssigt og energimæssigt overskud, som jeg ikke har. Og igen behersker, behersker, behersker jeg mig, fordi jeg udmærket ved, at hundene ikke er urimelige. De forhold de lever under, er derimod ganske urimelige i forhold til deres natur, og der er intet at sige til, at de glæder sig til at ”folde sig ud” og få ”luft under vingerne”.

Én løsning på hysteriet kunne være at vælge en eftermiddagstur der foregår på gå-ben fra hjemmet af. Så ville de ikke opbygge den samme forventning, som de gør, når vi kører til lufteturen, men de ville heller ikke få det samme udbytte af gåturen, i og med mulighederne for ”fri løbetur” er meget begrænsede i vores nærområde, mens der i ”rimelig køreafstand” findes adskillige steder, hvor de kan løbe fri.

Situation 3: En typisk situation, der får mit blod i kog, opstår når aftensmaden bliver rettet til. Alle hunde vil frygteligt gerne følge med i alle de spændende aktiviteter (der jo også lugter godt), og det er ganske OK. Især én af dem har desværre for vane (uvane) at placere sig aldeles midt i det hele, på den snævreste plads i huset, og samtidig det sted hvor alle veje krydser hinanden. Derfra følges aktiviteterne nøje, og går man nogen steder, er det – fra hundens side – til at overskue hvilken vej den skal tage, for at ”være med”.
Resultatet er, at uanset hvor jeg bevæger mig hen, går der en hund i vejen foran mig – og kun halvt så hurtigt, som jeg gerne vil bevæge mig!!!

GRRRRRRRR!!!! Det er IKKE tidspunktet til stor forståelse fra min side. Lang dag bag mig, en mave der knurrer højlydt, lavt blodsukker mv. gør mig mildest talt intolerant i den situation. Alligevel holder jeg mig i reglen til at skumle noget over salaten, og træde pågældende hund i hælene i forsøget på at få den til at fatte det uhensigtsmæssige i at placere sig lige foran mine fødder. - Det virker aldrig!!!

Løsning? Få dog opdraget de hunde til at køkkenet og ”hovedvejen” er forbudt område, når der arbejdes!
Meget simpelt men…. Det kræver igen tid og overskud, og det er ikke lige netop de to ting, der præger situationen. Og når jeg efter aftensmaden er afslappet og veltilpas, er løbet jo kørt! – Desuden er det en kende svært, at opdrage hundene til, at de ikke må være i køkkenet, når man samtidig er slem til at give dem godbidder i forbindelse med madlavningen…. (UPS!).
Igen en situation hvor de valg vi tobenede har truffet (om at fodre i køkkenet), forårsager irritation i andre situationer. – Og hundene er aldeles uskyldige, og aner ikke hvad de gør forkert, hvis de bliver skældt ud (så det lader man selvfølgelig være med!).

Situationer som de ovennævnte har efterhånden mange gange fået mig til at overveje, om jeg overhovedet kan tilbyde mine hunde et ordentligt liv. Når jeg kigger på dem, ser de nu ud til at have det ganske udmærket. Når der efter aftensmaden endelig er erklæret ”fyraften”, får de også tit og ofte en masse opmærksomhed – enten i form af leg, eller måske godbidssøgning, tyggestænger, kæleture eller andet, så det er ikke fordi, de ikke får opmærksomhed. Det er bare sådan, at det tidspunkt på dagen, hvor de har størst behov for mig, samtidig er det tidspunkt på dagen, hvor jeg har størst behov for lige at sidde ned og ”trække vejret”, så det bliver ofte nogle kaotiske timer lige efter arbejde, og den dårlige samvittighed over ikke at yde mere i forhold til hundene på det tidspunkt, er en ”tung sten” at bære rundt på.

Situationer, hvor Theas natur kommer i konflikt med mine ønsker, har også gjort det klart for mig, hvor utrolig vigtigt det er, at man finder en hund, der går i spænd med ens eget temperament. Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at jeg købte Thea, men jeg er også meget langt hen ad vejen indstillet på at rette ind til højre i forhold til min hunds behov. Alligevel har hun sat nogle tanker i gang. Dels om hvor svært det er at vælge den rette hund. Dels om hvor overordentligt vigtigt det er, at foretage det rette valg, for at både hunden og en selv kan have det godt sammen i lang tid fremover. Og selv om jeg ikke for nogen pris vil undvære min hund Thea, er jeg heller ikke just indstillet på at skulle have en til af samme slags. – Man må jo også tage ved lære af sine fejl…..

Efterskrift:

Der er gået nogen tid, siden jeg skrev ovenstående, og jeg har nu læst det igen.
Jeg kan se, at det er en umådelig negativ tekst, som jeg uden tvivl har skrevet på et tidspunkt, hvor jeg var fuldstændig udkørt, for mange af følelserne kan jeg ikke engang genkende her og nu. Jeg kan huske irritationen, men synes, at det virker vildt overdrevet, og jeg har alvorligt overvejet, om det overhovedet er noget, jeg vil indvi andre i.
Jeg har også besluttet, at, ja, det er det! For livet som hundeejer er ikke bare fryd og gammen. Og selv om ovenstående – ved at der er fokuseret så intenst på irriterende situationer og fejl i opdragelsen – udstiller mine ”dårligdomme”, så er det sandsynligvis noget, som de fleste kan nikke genkendende til – uanset om de har dyr eller ej. Nogle gange er der bare ikke overskud til at tage alle de små problemer afslappet. Det er forståeligt. Men det må ALDRIG føre til, at vi straffer vores dyr. Reelt må det heller ikke gå ud over vores medmennesker, men dem kan vi trods alt give en undskyldning og en forklaring. Straffer vi vores dyr i afmagt og uden grund, gør det ubodelig skade, så vi SKAL som dyreejere have så meget selvkontrol og så meget selvbevidsthed, at vi ved, hvornår vores grænse er nået, og dermed kan undgå krisesituationer, og  – om nødvendigt – simpelt hen gå i enrum og slå til en boksebold i stedet for at lade det gå ud over de uskyldige.