Blandingshunden

 

Som så mange racer har blandingshunden sine tilhængere og sine indædte modstandere. Nogle af argumenterne for at foretrække blandingshunde er f.eks. prisen, sundheden (som nogle mener, er bedre hos blandingshunde) og evt. specielle egenskaber hos bestemte blandinger. Et – vægtigt – argument mod blandingshunde er, at man ikke har nogen chance for at vide, hvordan hvalpen vil falde ud. Hvilke egenskaber vil trænge stærkest frem? Hvordan vil den komme til at se ud? Hvordan vil den blive at omgås? Endelig er blandingshunde vel ofte resultatet af tilfældige sammenstød mellem tilfældige hunde; dvs. ikke planlagte. Måske havde familien ingen intentioner om at skulle have hvalpe, men står pludselig alligevel med et kuld, som de ikke nødvendigvis ved, hvordan de skal behandle for at få sunde, fornuftige, voksne hunde ud af det. Det er også en risiko man løber som køber. Heldigvis kan man jo i nogen grad danne sig et billede af hvor godt hvalpene er socialiseret, når man er ude at kigge på dem, men der er også ting, som man skal have gode (erfarne) øjne for at se, og der er ting, man ikke kan vide og tage højde for, uanset hvor erfaren man er. Så her hænger man på, at ejeren har formået at behandle hvalpene korrekt, og har givet dem de rette oplevelser i de rette mængder. - Dette gælder naturligvis også for racehunde, men her kan man med større rimelighed forvente, at opdrætteren har en tilstrækkelig viden på området, til at give hvalpene en god start i livet.

I tidernes morgen, da jeg var ung og grøn, og kiggede på hunde i avisen, som jeg ikke havde den ringeste chance for at få lov at få, var der et væld af labradorblandinger til salg. Og hvis man skal dømme efter, hvilke blandinger vi ser på træningspladserne, er der stadig rigtig mange af disse på banen. Én af de populære blandinger er labrador/schæferhund. En anden, der skulle være populær (jeg har dog kun kendskab til ét kuld, men jeg læser heller ikke så meget avis), er border collie/labrador.

Hvad kan så grunden være, til at nogle foretrække disse bestemte blandinger?

Kigger man på de tre racer hver for sig, er der to arbejdsnarkomaner (schæferhund og border collie) og en arbejds-/jagt-/hygge-/familiehund.
Schæferhunden er arbejdsnarkoman på én måde, border collien på en anden. Kan man nu godt lide en af disse racer, men synes, at den er rigeligt temperamentsfuld og energisk, kan man forestille sig, at labradorens lidt mere rolige og gemytlige væsen, måske kan lægge en dæmper på de værste udfoldelser, og dermed give en både rolig, nem og stadig arbejdsvillig hund.

Men hvad nu hvis man i stedet for ro og arbejdsglæde får hysteri/skarphed kombineret med umættelig jagtiver? Eller stærk hyrdedrift kombineret med jagtiver? Det er der jo også en risiko for, og den første kombination kunne godt være årsagen til, at der også findes mennesker, der overhovedet ikke vil i nærheden af en ”schæferdor”.

Det er ikke til at vide, hvordan en 8 ugers hvalp falder ud, og hvad der senere i livet skal vise sig at være dens yndlingsbeskæftigelse. Derfor er det utrolig vigtigt, at man som køber/ejer af en blandingshund iagttager sin hund og finder ud af, hvad den egentlig laver. Hvad vil den gerne? Og i hvilke situationer træder hvilke karaktertræk frem?
Det er selvfølgelig en fordel at vide hvad ens hund er lavet af, men endnu vigtigere er det at kende sin hund og dens ”lyster”.

Hvis man véd, at der er pitbull i den labradorblanding, man lige har købt, er der jo ingen grund til at indlede kamplege med den. Hvis man ikke ved det, kan man uforvarende få vækket nogle drifter hos hunden, som man ikke kan styre. Omvendt vil man – ved at iagttage sin hund og dens reaktioner – ret hurtigt kunne danne sig et indtryk af, om pågældende hund kan tåle kampleg eller ej. Hvis ikke den kan få jordforbindelse igen, er det nok i hvert fald ikke nogen specielt god idé!

Kender man hundens oprindelse, er det en rigtig god idé at sætte sig grundigt ind i de forskellige racer, den er rystet sammen af, så man kan se hvilken hund, der kommer til udtryk hvornår, og indstille sin træning og sin generelle omgang med hunden efter det. Her kan diverse racebøger være til stor hjælp, men desuden kan man også hente nogle informationer i de generelle beskrivelser af de forskellige grupper af hunde, f.eks. rotte- og gårdhunde, apporterende jagthunde, tempel- og hofhunde osv.

Har man ikke kendskab til hvilke racer hunden er rystet sammen af, skal man ikke fortvivle. Som sagt: iagttag hunden. Hvad laver den hvornår? Hvordan reagerer den på forskellige påvirkninger?
Hvis den ustandselig tager kontakt til føreren på gåturen, er det nok ikke jagtdriften, der ligger højest i hunden; så kan hunden være særdeles egnet til konkurrencebanerne. Har man en hund, der jager med øjnene, skal man nok droppe schweissprøven. Har man en hund, der ivrigt søger og jager, er der en stor sandsynlighed for, at der er jagthund gemt i den et sted. I dette tilfælde kan det være en rigtig god idé at arbejde med hundens accept af gæster, da enkelte jagthunderacer også kan udvikle et meget stærkt territorieforsvar efterhånden som de vokser til.

Meget af det ovenfor skrevne gælder selvfølgelig også racehunde. Her har ejeren bare den fordel, at vedkommende kan slå op i én bog, og med stor sandsynlighed få et ret godt billede af, hvad vovsen indeholder. For os der ejer blandingshunde, er der uendelige kombinationsmuligheder af temperamenterne, og individerne vil dække over langt flere variationer af adfærd, end den enkelte race gør. Så derfor er det vigtigt at KIGGE på hunden, så man altid ved hvilken hund, man har med sig.

 

Tilbage til emneforside.