Nogle erfaringer med ”brugte hunde”

 

Min første hund – som jeg mødte, da jeg var ude at se på hest – var en fuldvoksen hanhund; iflg. dyrlægen ca. 3 år, og han var stukket af hjemmefra og havde opholdt sig på gården, hvor hesten stod, i ca. 3 uger, da jeg ankom. I starten havde han ligget på dørtrinet uanset det kolde vejr og havde i det hele taget nægtet at forlade stedet. Han var dog bange for manden, som først efter et par uger kunne komme til hunden. Da jeg ankom til gården rejste han sig fra sin plads, løb tværs over gårdspladsen, sprang op og plantede poterne på min mave, kiggede mig dybt i øjnene og ”sagde” at han ville med mig hjem. – Det kom han!

Han var bange for mænd – især hvis de havde skæg! – Og han kunne godt blive aggressiv hvis han følte sig truet af dem. Det viste sig også med tiden, at han var bange for sammenfoldede aviser og fluesmækkere. Til sine dages ende blev han fuldstændig panisk, hvis han så en fluesmækker.

Det første år med Vaks, som han hed, lærte mig tålmodighed, for hvis man blev utålmodig og talte bare en anelse højere eller med lidt hårdere stemme end ellers, kastede han sig ned på maven og krabbede rundt på gulvet – eller kravlede ind under sofaen.

Han kunne ikke lege; han troede det var vældig farligt, og første gang han løb efter en strømpe, og jeg roste ham i høje toner, blev han igen så forskrækket, at han smed sig ned. Det gik dog efterhånden op for ham, at jeg skabte mig af ren og skær glæde – og så var han pludselig helt med på skæg og ballade.

Ud over disse angstreaktioner var han meget velfungerende. Ingen alene-hjemme-problemer overhovedet, og heller ikke andre ting, der generede dagligdagen, og efterhånden som han fandt ud af, at han ikke blev straffet, holdt han også op med at kaste sig i gulvet for det mindste.

På sine ”gamle dage” fik han en ”lillesøster”; et lille skravl af en hvalp på 3½-4 måneder, der helt tydeligt havde ubehageligheder med i sin ”bagage”. Jeg havde fulgt hendes første opvækst hos min onkel (hendes første ejer efter opdrætteren), og dér var der ikke noget i vejen med opdragelsen, men ved et tilfælde kom jeg i kontakt med nogle, der kendte opdrætteren, og han havde mildest talt ikke ret meget begreb om det; straffede hvalpene osv.

Lady – som hun kom til at hedde – var bange for alle mennesker. Strøg ind i et hjørne så snart nogen forsøgte at komme i kontakt med hende, tissede af ren og skær skræk på gulvet, og var i det hele taget et sørgeligt syn, når der var fremmede. Hun fungerede fint sammen med Vaks, men de første gange til hvalpetræningen var hun noget forsigtig overfor de andre hunde. Det gik dog hurtigt over, og selv om hun den dag i dag gerne vil kigge folk lidt an, og selv bestemme farten, er hun en yderst velfungerende lille dame, der ikke er nogen problemer med overhovedet.

Da Vaks blev aflivet pga. sygdom, kom Thea til. Hun var ½ år, og var anbragt 

på internat fordi hun – efter sigende – var vild, uregerlig, stak af og ødelagde ting. Det var jo noget af en melding, men det var dén hund, Lady kunne med, og altså den, der skulle med hjem.

Thea blev årsag til en del overraskelser!

Hun var (og er stadig) rigtig nok en vildbasse – af glæde. Hun er så glad og så god, og ofte kan hun bare ikke styre sin glæde, men når man ved, hvordan hun opfører sig – f.eks. når man kommer hjem – kan man jo tage sine forholdsregler.

Hun er fuldblods jagthund – jeg plejer at sige 400% med 100% fra hver af de 4 racer, der er rystet sammen i hende – så der har været noget arbejde i at kunne få kontakt med hende på gåturen, og ligeledes at få hendes lydighed op på et niveau, hvor hun kan gå løs til trods for hendes vildtinteresse, men det er lykkedes, og i dag er det kun, når vildtet har unger, jeg indskrænker hendes råderum. Ellers stoler jeg fuldt og fast på, at jeg kan standse hende, hvis hun en enkelt gang rejser vildt.


I øvrigt er det med hende, som med så mange andre hunde; i snor kan hun være besværlig at gå med og glemmer at høre efter, men så snart hun ikke har snor på mig mere, og altså ikke automatisk ved, hvor jeg er, så er hun vældig opmærksom og skal nok sørge for at holde øje med, hvor jeg befinder mig.

Det mest foruroligende ved de informationer, der fulgte med hende fra internatet, var det med at hun ødelagde ting. I starten blev hun anbragt i et værelse, der var rigget til efter alle kunstens regler, så hun ikke kunne komme til at ødelægge noget væsentligt. Hun ødelagde heller ingenting, men hun kradsede på døren for at komme ud, og i løbet af en uge rystede hun over hele kroppen, når hun skulle ind på værelset.

Det kunne jo ikke gå!

Begge hunde var vant til at ligge i sengen om natten, så i stedet for værelset, skulle hun have lov at være i soveværelset. Dyner og puder ud! Hund ind! Det var meget bedre. Hun peb, når hun blev efterladt, men foretog sig i øvrigt ikke andet end at hive et par gamle bukser op i sengen, som hun så kunne putte sig på. I løbet af få dage fik hun lov at beholde dyner og puder, og så var piberiet også overstået.

Siden har det største problem været, at hun hopper op – og det har i øvrigt for alle 3 hunde været det sværeste at vænne dem af med.

Jeg har brugt meget tid på mine hunde, og har nok også været heldig med de hunde, jeg har fået fingre i. Så lykkeligt går det ikke altid, hverken med en hvalp eller med en brugt hund, og derfor er det utrolig vigtigt, at man gør sig helt klart, hvad man har at byde en hund, og hvilken hund der passer til ens hverdag. Mange ville gøre sig selv og hundene en tjeneste ved simpelt hen at se i øjnene, at deres liv slet ikke egner sig til at have nogen hund – og så lade være med at anskaffe én.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at selvom man kan slippe nemmere om ved mange ting, hvis man anskaffer en voksen hund, så har en voksen hund også en masse erfaringer med i bagagen, og nogle af dem kan give problemer i forskellig grad og af vidt forskellig karakter.
Dermed kan det faktisk være vanskeligere at overtage en voksen hund, end at vælge en hvalp, og leve med de problemer (og manglende nattesøvn) det i perioder giver.


Tilbage til emneforside.