Lederskab

Ordet lederskab er svært at definere og misbruges ofte med det resultat at træner og hundefører forsøger at straffe sig ud af et problem med en hund.
Egentlig burde det ikke være så svært at forstå. Vi skal bare tænke på, hvilken type mennesker vi selv opfatter som ledere, modsat de som kun er chefer:
Trukket lidt skarpt op er chefen én, der selv tager rollen. Chefen giver ordrer og stiller krav, men er ikke særlig god til at rose og uddelegerer ikke ansvar og opgaver, men vil selv have kontrol.
Lederen derimod har et samarbejde med sin stab i tillid til de enkeltes evner og kompetencer. Der bliver ikke ført ”opsyn” og holdt kontrol med den enkeltes arbejde, men lederen er der altid, hvis der er brug for hjælp. Lederen har det overordnede ansvar for ”gruppen”, men tager ikke ansvaret for de enkelte opgaver. Lederen interesserer sig for sine stabsmedlemmers velbefindende, og respekterer samtidig den enkeltes personlige grænser.

Oversat til vores menneske-hund flokke (lad os for nemheds skyld kalde det familien), hvor mennesket gerne ser sig selv som leder (men sjældent er det), betyder det, at vi – som ledere – skal se på hvilke egenskaber vores flokmedlemmer (her specifikt hunden) har, og give den opgaver og ansvar, der passer til, samt tilfredsstiller og udvikler dens evner.
Vi skal naturligvis også drage omsorg for dens psykiske og fysiske velbefindende, dvs. sørge for at den trives, får den rigtige mad, tilstrækkelig kontakt, aktivering osv.
Endelig skal vi selvfølgelig også sætte grænser. Det kan sammenlignes med en tur i haven. PÅ matriklen må hunden være hvor den vil, men dem må IKKE krydse matriklens grænse. Her er tale om en helt fysisk grænse. Eksempler på ikke-fysiske grænser kan være bidehæmning i forbindelse med leg; hvor vild må hunden blive? Hvor hårdt må den bide? Det kan også være regler for hvad man MÅ og IKKE må jage: pinde, bolde, apportbukke er OK; cyklister, harekillinger og naboens kat er IKKE OK!

Hvordan etablerer vi så disse grænser?

  1. Vi roser og belønner hunden HVER GANG den gør noget, vi gerne vil have.
    Husk at belønningen kun er en belønning, hvis HUNDEN bryder sig om den!!
  2. Vi indlærer en ”STOP-kommando” – det er ofte ”nej” - så vi kan stoppe hunden, når den gør ting, vi ikke ønsker.

HUSK at for at få succes, er det vigtigt at begge punkter gennemføres med konsekvens! Det vil sige, at samme handling fra hundens side, møder samme reaktion fra vores side HVER GANG!
Konsekvens har altså INTET med hårdhed og straf at gøre, men betyder kun, at hunden kan stole 110% på, at det der er godt og rigtigt og roses nu, det er godt og rigtigt resten af livet, og at det, den ikke må nu, det må den heller ikke senere; med andre ord: ”En gang ja, altid ja” og ”En gang nej, altid nej”.

Husk OGSÅ at hvis noget mislykkes, er det ikke din hund, der er umulig, men dig der har ”overset” noget. Det kan være du ikke træner nok. Det kan være, du har en selvstændig race, så det tager længere tid. Det kan også være, din hund er syg, har ondt eller er stresset, så den ikke kan tage imod indlæring og indtryk på den helt rigtige måde. Din hund gør i hvert fald ikke noget forkert for at genere dig, men derimod fordi den tror, den handler optimalt i situationen, hvilket vi mennesker burde kunne forstå. Vi gør også tit ting, som bagefter virker ”mystiske”, men som vi vurderede til at være det bedste i den givne situation.

To metoder til indlæring af nej:

  1. Tyskeren (fra Matador):
    Hold en godbid hen til hunden. Når den prøver at få fat i godbidden, siger du nej og fjerner hånden/godbidden. Bliv ved indtil hunden sidder stille og venter. Beløn da.
    Gør øvelsen sværere, efterhånden som hunden bedre forstår den: læg godbidden på gulvet, men i en afstand så du kan nå at lægge hånden over den, hvis hunden ikke reagerer på dit nej.
    Når hunden reagerer flot på nej øges afstanden, indtil du kan kaste godbidder og bremse hunden i at tage dem.
  1. Landmine:
    Placer en skål med godbidder og gå forbi den med hunden i snor. I starten skal hunden være på ydersiden, så du er mellem den og madskålen. Når hunden vil gå hen til skålen, siger du nej. Hvis hunden tager kontakt til dig, skal du belønne den. Hvis hunden ikke reagerer på nej, stoppes den fysisk (f.eks. ved at du tager fat i halsbåndet, eller går imod den, så den viger). Du afleder nu hunden fra fristelsen.
    Bliv ved, indtil hunden reagerer på dit nej og tager kontakt med dig.
    Næste trin er, at hunden skal gå forbi skålen på indersiden, så hunden er mellem dig og madskålen.
    Endelig kan du gå hen over skålen eller sprede godbidder i græsset, og gå igennem ”feltet” mens hunden holder kontakt til dig. Husk at linen skal være slap!

Nu har hunden lært at nej betyder ”jeg må ikke tage godbidden i de her situationer”.
Her går arbejdet ofte i stå, fordi vi glemmer at generalisere ”nej”.
Vi mennesker tror, at vi har lært hunden, at nej betyder ”stop”, og at det så kan bruges i enhver situation, men det kan det ikke, for indtil videre har vi, som sagt, kun lært hunden, hvad nej betyder i 2 ganske afgrænsede situationer.
For at generalisere nej, skal det bruges og trænes i alle mulige situationer:
      -         Nej (du må ikke gå ud på vejen)
      -         Nej (du må ikke tage min bøf)
      -         Nej (du skal lade lillebrors legetøj ligge – her er dit eget)
      -         Osv. osv.

Indlæringen er fuldstændig den samme. Stop hunden i den uønskede handling, og ros den ønskede.

Efter relativt kort tid begynder hunden at forstå, at nej betyder ”STOP” uanset situationen, og så står vi med et brugbart redskab til at sætte rammer for hunden. HUSK at indenfor disse rammer skal der være plads til, at hunden kan være hund, og den skal have lov at være kreativ og udfolde sig på egne præmisser.

Husk også at nej-træningen aldrig ophører Vil man blive ved med at have et effektivt nej, skal det bruges – også selvom hunden er 10 år og går i eliteklassen.

 

Tilbage til emneforside.