Denne artikel er en bøn til alle hundeejere om nøje at overveje deres gamle eller syge hunds livskvalitet, og hvornår og hvordan man får sagt et ordentligt farvel.

Det er et emne, der ofte bliver talt om, og når vi taler om det, er vi fantastisk enige om, at vores hunde ikke skal lide for vores skyld, ikke skal leve bare fordi vi ikke kan tage os sammen til at sige farvel, ikke skal gennemgå belastende operationer i en høj alder osv.
Men når beslutningen skal tages, falder de mange gode intentioner ofte til jorden, for:
      -         Han er jo stadig så glad for sin gåtur.
      -         Hun er jo så glad og så frisk, når vi spiller bold.
      -         Hun har sin kurv i stuen, så vi er meget sammen, selvom hun har svært ved at gå med rundt i huset.
- Og så er mange desværre tilbøjelige til at fortrænge, alt det der ikke længere går godt.

Det er sikkert rigtigt, at hunden stadig er glad for sin gåtur, men hvis turen tager så hårdt på kræfterne, at de resterende 23½ time i døgnet er et smerteplaget helvede, og hunden dårligt kan rejse sig af udmattelse, er det så OK at holde den i live?

Boldspillet er sikkert ganske sjovt, og så længe hunden koncentrerer sig om legen (eller, for den sags skyld, noget andet, den gerne vil), fortrænger den smerterne. Men hvad kan den bagefter, og hvordan reagerer den, når adrenalinen slipper sit tag, stressniveauet går ned, og smerterne gør deres indtog igen, ofte værre end før, fordi den under legen har overbelastet de dårlige steder??

Den gigtplagede hund, der kan følge sin floks bevægelser med øjnene, når den lægger sit gamle grå hoved på kurvens sider…. Hvor meget er den med i flokken? Den er til stede, ja. Men har den stadig en rolle, et ansvar, en plads i flokken? - Eller er den mere eller mindre reduceret til et stykke kært ”inventar”, der vil efterlade en tom plads, den dag det er væk, og som man derfor ikke nænner at skille sig af med?

Der er mange tilfælde, hvor beslutningen om aflivning burde være oplagt. Og så er der alle de andre, hvor f.eks. en snigende sygdom efterhånden forringer en hunds livskvalitet. Her kan det være svært, fordi det i høj grad er en balancegang. Hvornår er smerter en gene, som ikke forhindrer at hunden har et godt liv? Og hvornår tipper vægtskålen, så smerterne bliver så stor en del af hundens liv, at det ikke er ”sjovt” længere?

Hvis vi ser smerten, tabet og savnet i øjnene, og kigger objektivt på vores hunde, vil jeg mene, at svaret ret ofte er temmelig oplagt.
Som ejere gennem – forhåbentlig – mange år, har vi set hvilke ting, hunden gerne vil beskæftige sig med. Mange har også et kendskab til racens normale aktivitetsniveau på forskellige alderstrin. Denne viden kan benyttes til at sammenligne med vores hunds aktuelle tilstand, så vi kan se i hvor væsentlig grad, den afviger fra ”normalen”. Når hundens livskvalitet bliver forringet, så er tiden kommet til at sige farvel. Disse vise ord stammer fra en dyrlæge, og de bør huskes og efterleves.

Eksempel:
Ejerne af en to år gammel labradorblanding, der har meget svære smerter pga. HD, får tilbudt en operation. Indgrebet vil fjerne hundens smerter, men den er efterfølgende dømt til et liv i skridtgang.

Det burde være oplagt, at sådan en hund skal aflives. Hvis den efter operationen er smertefri, vil en hund i den alder være fuld af krudt og livslyst, som dag efter dag skal holdes nede, fordi skaden ellers bryder op igen. Det vil være et liv fuldt af forbud og restriktioner, hvor glædesudbrud hele tiden skal dæmpes. Er det et liv?

Eksempel:
Ejeren af en 11-13 år gammel dansk-svensk gårdhundblanding har gennem et stykke tid konstateret, at hundens interesse for at grave efter mus og rotter (dens yndlingsbeskæftigelse) har været dalende. Det kan selvfølgelig skyldes alderdom og mindsket energi, men da hunden samtidig taber sig, får ejeren hunden undersøgt, og det viser sig da også, at den har en svulst i bughulen. Ejeren bliver tilbudt en operation, men får samtidig at vide, at risikoen for at kræften har bredt sig er stor, og at det derfor i ”bedste” fald kun handler om en udsættelse af dødstidspunktet.
Også her burde aflivning være oplagt. Hunden er gammel. Dens dage er under alle omstændigheder talte. Hvorfor belemre den med en stor operation, samt en lang og udmarvende helingsproces med smerter, hvor hunden kun måske vil komme til kræfter igen?

Det er selvfølgelig altid en svær beslutning, at sige farvel til ens bedste ven, men jeg tror, man kan gøre beslutningen mere ”åbenlys” for sig selv, ved nøje at iagttage sin hund gennem dens grønne ungdom og de første voksne år, inden alderen begynder at sætte sine spor.
Se på hundens aktivitetsniveau. Se på hvad den gerne vil. Graver den? Løber den meget? Snuser den altid i grøfterne? Hvordan er gnisten i dens øjne, og hvordan er dens holdning?
Lav evt. en liste over dens yndlingsbeskæftigelser, og giv dem point efter hvor værdifulde de er for hunden.
Vurder evt. på forhånd hvilke ting, der er af en sådan værdi for din hund, at når den ikke længere kan eller vil gøre disse, så er det et tydeligt tegn på alvorligt fald i livskvaliteten.
Den dag, det kære væsen begynder at afvige fra sin tidligere adfærd, kan du finde listen frem, og bruge den som støtte for din beslutning. Er det en mindre væsentlig aktivitet, eller er det hundens hovedinteresse, der er gledet ud?
I hvert fald ved snigende sygdom og simpel aldring, hvor forværringen af hundens tilstand kan ske over en lang periode, kan det være godt at have noget at ”holde sig til”, fordi det går så langsomt, at man næppe bemærker ændringerne i det daglige. Det sker lige pludselig at man opdager, at ”Hov! Det er i grunden længe siden, Fido har gravet i jordbærbedet…”.
Er man i tvivl om, hvor fremskreden hundens sygdom er, og hvor meget dens livskvalitet er dalet, kan man overveje at lade tvivlen komme hunden til gode og aflive den, udfra det synspunkt, at så véd man, at den ikke lider mere.

Der er desværre en del mennesker, der viger tilbage for overhovedet at tage beslutningen om aflivning, og bare venter og venter til hunden dør af sig selv. Jeg har et skrækeksempel på sådan et tilfælde, hvor en gigtplaget hund, der over en lang periode var blevet dårligere og dårligere, i sin sidste tid ikke engang kunne rejse sig selv. Den måtte bæres ud i haven for at tisse, og derefter bæres ind i kurven igen, hvor den så lå i ensomhed i bryggerset, mens familien sad i stuen og så TV.

Jeg kan kun sige, at har man taget beslutningen om, at anskaffe en hund, skal man også være indstillet på at tage beslutningen om dens død. De giver os så megen glæde og kærlighed i den tid, vi har dem, at vi simpelt hen ikke kan være bekendt at trække deres pinsler i langdrag. Er man ikke indstillet på at tage den triste beslutning om aflivning, skal man ikke købe hund!!

Tilbage til emneforside.