En værdig afslutning |
Denne artikel er en bøn til alle hundeejere om nøje at overveje deres gamle eller syge hunds livskvalitet, og hvornår og hvordan man får sagt et ordentligt farvel. Det er et emne, der ofte bliver
talt om, og når vi taler om det, er vi fantastisk enige om, at vores
hunde ikke skal lide for vores skyld, ikke skal leve bare fordi vi ikke
kan tage os sammen til at sige farvel, ikke skal gennemgå belastende
operationer i en høj alder osv. Det er sikkert rigtigt, at hunden stadig er glad for sin gåtur, men hvis turen tager så hårdt på kræfterne, at de resterende 23½ time i døgnet er et smerteplaget helvede, og hunden dårligt kan rejse sig af udmattelse, er det så OK at holde den i live? Boldspillet er sikkert ganske sjovt, og så længe hunden koncentrerer sig om legen (eller, for den sags skyld, noget andet, den gerne vil), fortrænger den smerterne. Men hvad kan den bagefter, og hvordan reagerer den, når adrenalinen slipper sit tag, stressniveauet går ned, og smerterne gør deres indtog igen, ofte værre end før, fordi den under legen har overbelastet de dårlige steder?? Den gigtplagede hund, der kan følge sin floks bevægelser med øjnene, når den lægger sit gamle grå hoved på kurvens sider…. Hvor meget er den med i flokken? Den er til stede, ja. Men har den stadig en rolle, et ansvar, en plads i flokken? - Eller er den mere eller mindre reduceret til et stykke kært ”inventar”, der vil efterlade en tom plads, den dag det er væk, og som man derfor ikke nænner at skille sig af med? Der er mange tilfælde, hvor beslutningen om aflivning burde være oplagt. Og så er der alle de andre, hvor f.eks. en snigende sygdom efterhånden forringer en hunds livskvalitet. Her kan det være svært, fordi det i høj grad er en balancegang. Hvornår er smerter en gene, som ikke forhindrer at hunden har et godt liv? Og hvornår tipper vægtskålen, så smerterne bliver så stor en del af hundens liv, at det ikke er ”sjovt” længere? Hvis vi ser smerten, tabet og
savnet i øjnene, og kigger objektivt på vores hunde, vil jeg mene, at
svaret ret ofte er temmelig oplagt. Eksempel: Det burde være oplagt, at sådan en hund skal aflives. Hvis den efter operationen er smertefri, vil en hund i den alder være fuld af krudt og livslyst, som dag efter dag skal holdes nede, fordi skaden ellers bryder op igen. Det vil være et liv fuldt af forbud og restriktioner, hvor glædesudbrud hele tiden skal dæmpes. Er det et liv? Eksempel: Det er selvfølgelig altid en svær
beslutning, at sige farvel til ens bedste ven, men jeg tror, man kan gøre
beslutningen mere ”åbenlys” for sig selv, ved nøje at iagttage sin
hund gennem dens grønne ungdom og de første voksne år, inden alderen
begynder at sætte sine spor. Der er desværre en del mennesker, der viger tilbage for overhovedet at tage beslutningen om aflivning, og bare venter og venter til hunden dør af sig selv. Jeg har et skrækeksempel på sådan et tilfælde, hvor en gigtplaget hund, der over en lang periode var blevet dårligere og dårligere, i sin sidste tid ikke engang kunne rejse sig selv. Den måtte bæres ud i haven for at tisse, og derefter bæres ind i kurven igen, hvor den så lå i ensomhed i bryggerset, mens familien sad i stuen og så TV. Jeg kan kun sige, at har man taget beslutningen om, at anskaffe en hund, skal man også være indstillet på at tage beslutningen om dens død. De giver os så megen glæde og kærlighed i den tid, vi har dem, at vi simpelt hen ikke kan være bekendt at trække deres pinsler i langdrag. Er man ikke indstillet på at tage den triste beslutning om aflivning, skal man ikke købe hund!! |
Tilbage til emneforside. |