Hundesprog 3
– et sammenstød

 

Jeg har tidligere beskrevet nogle af de signaler, som vises under leg. De følgende billeder er også taget i forbindelse med, at de samme tæver har været ude at lege, men i dette tilfælde er der sket noget, der har skabt en mindre konflikt.

Historien er – som typisk for dem – at jeg lukker dem ud i haven en tidlig lørdag morgen, hvor de har en masse krudt, der skal brændes af. Det første, de gør, er at løbe om kap ned i den fjerneste del af haven – der kunne jo være en kat, der skulle skræmmes væk – og når de har konstateret, at der ikke er fremmede på territoriet, går de rundt og får ordnet det, de nu skal hver især.

Det typiske forløb er, at Lady bliver først færdig med at tisse, og stiller sig på lur bag en busk, hvor hun venter på, at Thea skal komme forbi, så hun kan ”angribe” og starte en jagtleg eller noget andet sjovt. I reglen er Thea helt med på narrestreger, og forløbet bliver som beskrevet i artiklen ”Hundesprog 2 – Legeadfærd”.
 

Ladys typiske ansigtsudtryk i en glad jagtlegssituation er nogenlunde som vist på billedet til højre. Sådan et lidt lalle-glad ansigt…

Den morgen, jeg tog disse billeder, er der dog gået noget skævt i legen. Desværre kender jeg ikke grunden, for hvad det end var, der gik galt imellem dem, skete det mens jeg hentede kameraet, men de tre billeder beskriver en noget anspændt situation:

 

 

      

 

 

 

 

 

 

På ovenstående billede er den tre-farvede hund (bagest) i færd med at sætte den sorte hund i forgrunden på plads. Den tre-farvede hund er aggressiv og dominerende, hvilket fremgår af at:

  •         hendes holdning er fremadrettet; hun har vægten på forbenene (og ikke kun fordi hun er i spring!) og signalerer dermed dominans i situationen og i forhold til den sorte hund.

  •         hun har front mod den sorte hund, hvilket er en trussel og dermed et signal om aggression.

  •         hendes pels er glat; hun har ikke rejst børster – hun føler ikke noget behov for at gøre sig større end hun er, men føler sig sikker i sig selv; et tegn på dominans.

  •         halen er oppe og i en – for hende – stiv og strakt position; endnu et tegn på dominans.

  •         hun har korte mundvige, hvilket fortæller at hun føler sig dominant i situationen.

  •         næsen er let rynket, hvilket er meget svært at se på billedet, men hvis man sammenligner med ”lalle-glad” billedet (det sort/hvide) ovenover, ses det, at næseryggen virker kortere, og det ser ud som om, hun har rynket panden, fordi musklerne i panden og omkring øjnene er spændte. Signalerne fortæller om aggression.

  •         tænderne er let blottede – også et signal om aggression.

  •         hun stirrer stift på sin modstander (direkte øjenkontakt (stirren) er en trussel), og fortæller dermed om aggression.

  •         hendes pande er rynket, som beskrevet ovenfor. Sammenlign igen de to billeder og bemærk også, at faconen på hendes øjne er anderledes på det ”sure (farve)billede”, og dermed giver hende et stift blik modsat det afslappede udtryk ovenover. Den rynkede pande er ligeledes et signal om aggression.

  •         ørene er drejet bagud, men stritter alligevel opmærksomt lidt ud i luften, modsat den helt indtrukkede ørestilling, der kendetegner hygge/venlighed. Den ”stive” ørestilling kendetegner en situation, hvor der kan være optræk til kamp; dels skal hunden lytte opmærksomt, dels skal den passe på ikke at få ”tandtatoveret” ørene. Sammen med de øvrige signaler fortæller ørestillingen om aggression.

  •         ansigtet er fremadrettet som til markering. Dette ses også i leg, men i sammenhæng med de andre beskrevne signaler, fortæller stillingen i denne situation om aggression.

 Den sorte hunds signaler på samme billede er helt anderledes:

  •         halen er lav – hun sender signal om underlegenhed. Her skal indføjes at den sorte hund normalt bærer sin hale vandret eller over vandret, når hun er afslappet.

  •         det fremgår af kroppens drejning, at hun viger/læner sig væk fra den tre-farvede, (ligesom når vi selv viger for én, der vil stikke en finger i siden på os) og dermed fortæller hun, at hun ikke ønsker kamp (hun undviger).

  •         hendes ryg er buet – hun gør sig mindre end hun er; ”dukker” sig, så at sige, og viser dermed underlegenhed.

  •         hendes vægt ligger primært på bagbenene; der er ingen fremadrettethed. Igen: hun viser underlegenhed, og fortæller, at hun gerne vil undslippe situationen.

  •         hun har rejste børster – situationen er meget intens, og hun er usikker på udfaldet.

  •         hendes ører er ”slappe” (hvilket fremgår af, at de flagrer lige ud/hænger lige ned i farten). De er hænger lidt ”slukørede” som signal på underlegenhed.

Den sorte hund gør sig således alle mulige anstrengelser for at dæmpe den tre-farvedes aggression, ved at fortælle, at hun bare er en lille, ubetydelig og ufarlig hund, der slet ikke er ude på ballade.

Hvad den sorte end har lavet, har det været alvorligt, for til trods for hendes dæmpende signaler, fortsætter ”angrebet”.

På dette billede ses de samme signaler som ovenfor, men nu føler den sorte sig så truet, at hun begynder at svare igen (åben mund, rynket næse), selvom hun stadig med alle øvrige signaler fortæller, at hun er usikker, og at hun mest af alt ønsker at slippe ud af situationen.

På dette billede er det primært den sorte hunds signaler, der viser, at det er alvor. Hvis man kun ser på den tre-farvede kunne det godt være leg, idet ansigtudtrykket ikke ses tydeligt på dette billede.

 

Her er konflikten tilsyneladende ved at være løst. ”Angrebet” er stoppet, og den tre-farvede hund er ikke længere udfarende, hvilket kan ses på den bagudrettede kropsholdning (se f.eks. højre forben). Den sorte ryster sig, som tegn på at det var ubehageligt, og at hun har forstået budskabet. Hun har stadig rejste børster, hvilket viser, at situationen ikke er 100% afslappet endnu. Begge hunde vogter lidt på den andens reaktion. Den sorte har løftet halen, hvilket kan være grunden til, at den tre-farvede lidt vagtsomt står med en bagudrettet holdning (på forparten). Hun er også lidt usikker på situationen, men hendes bagbensstilling (solidt plantede og klar til at sætte af) viser, at hun på ingen måde agter at vige for den sorte, hvis den skulle finde på at gøre tegn til angreb. Samtidig er hun dog heller ikke selv indstillet på mere kamp, og hendes tilbagelænede holdning (på forkroppen) viser, at hun ikke længere føler sig helt så overlegen som hun var i udgangssituationen.

Som det er nævnt nogle gange i det ovenstående, er der nogle signaler, der er svære at se, hvis ikke man kender hundene, og dermed kan se forskellen fra det normale, afslappede udtryk. 

Læsning af hundenes signaler bliver ikke lettere af, at mange signaler kan betyde vidt forskellige ting, afhængigt af hvilke andre signaler der anvendes, og afhængigt af situationen.
Som eksempel kan bruges de solidt plantede bagben, jeg nævner i forbindelse med det sidste billede. Solidt plantede bagben er almindelige sammen med bagudvendte forben. Det giver det bedste afsæt i alle retninger, uanset om det drejer sig om angreb eller flugt. I dette tilfælde ser jeg på, at hunden er meget oprejst, modsat den meget lavere positur, hun indtager, når hun gør klar til at springe frem i leg eller under jagt (se artiklen Hundesprog 2 – Legeadfærd, et eksempel). Desuden fortæller sammenhængen (kombinationen af signaler, og den anden hunds adfærd), at det ikke er leg men en konflikt.
 

Endelig bliver min tolkning af hundenes signaler selvfølgelig lettere og mere præcis af, at jeg - som ejer af hundene – kan læse deres sprog meget tydeligere end hvis det var ukendte hunde, jeg stod overfor.

Dette gælder for alle. Det må være klart, at det er lettere at forstå en kendt hunds signaler end en fremmed hunds. Dette kan skyldes pels, form, temperament osv. Uanset grunden vil det være klogt at holde godt øje med ens egen hunds signaler, når den møder fremmede (uanset art), da den fortæller, om det er ven eller fjende, den står overfor, og om den er sikker eller utryg osv.

Hvis vi kan læse vores egne hundes signaler, har vi således gode muligheder for at undgå konflikter. Dels fordi vi kan stoppe dens/deres angreb på andre, men også fordi vi kan se, hvornår de føler sig truede, og vi dermed skal standse en anden (fremmed) hunds fremfærd.

Derfor vil jeg endnu engang påpege vigtigheden af, at studere ens egen hunds normale adfærd, så man til enhver tid er i stand til at se, om noget er galt, enten det så er usikkerhed, angst, sygdom eller noget helt fjerde.

 

Tilbage til emneforside.