Markeringsadfærd

 

Denne artikel skal ikke handle om, hvorfor hunde overordnet markerer, hvordan de markerer, hvordan markeringen fungerer eller andet ”videnskabeligt”. Den handler udelukkende om mine iagttagelser af egne hunde, og hvordan de iagttagelser hjælper mig til at vurdere hundens fysiske og psykiske tilstand.

Min første hund var hanhund med stort h – også efter han blev kastreret. Han lettede ben, som hanhunde nu gør det, jævnligt og sparsommeligt, så han fik mest muligt ud af ressourcerne, og kunne fortælle flest mulige i nabolaget, hvor guddommelig han var.
Det skete en sjælden gang imellem, at han lettede ben vældig længe på samme sted. Det kunne kun betyde to ting: enten at jeg burde føle nogle gevaldige stik af dårlig samvittighed, fordi det var for lang tid siden, han havde været ude, eller også havde han blærebetændelse!

Han var min eneste hund i mange år, og jeg må indrømme, at iagttagelserne af markeringsadfærd er kommet til senere, efter jeg er blevet ejer af to tæver. Ovenstående er derfor set i bakspejlet, og jeg kan desværre ikke huske, hvordan markeringsadfærden var, i perioden hvor han havde selskab af den ene af mine to nuværende ”tøser”.

Interessen er kommet i takt med, at folk har spurgt mig, hvem af mine to – i øvrigt meget forskellige – tæver, der er ”lederen”. Og trods mange iagttagelser af mange former for adfærd ved jeg det ikke. Jeg er af den opfattelse, at de deles om det og skiftes til at ”styre” afhængigt af opgavens karakter. Men for nu at prøve at finde ud af noget, har jeg støttet mig til teorien om, at det er lederen, der markerer, og at lederen markerer oveni!

Dét giver mig kun yderligere problemer, for her er nemlig en pudsighed, jeg ikke kan forklare, men kun konstatere.

Mine tæver, Lady og Thea, har et meget fast markeringsmønster, når de går tur sammen. Det mønster har de haft i mange år uden væsentlige og blivende ændringer.

Når de går tur sammen, er det som hovedregel Lady, der snuser og udvælger de steder, der skal tisses. Og i deres tilfælde er det ikke, som med mange tæver, et spørgsmål om at tisse meget nogle få gange. Nix! De afsætter mærker med nogenlunde samme interval som hanhundene!
Som sagt udvælger Lady stedet, der skal markeres, hvorefter hun selv markerer. Når hun er færdig, står Thea i kø for at komme til. Lady går et par meter frem og skraber, imens træder Thea hen over Ladys tisseplet, og markerer ved siden af, kun sjældent direkte oveni. Thea skraber ikke.

Når det drejer sig om afføring, ses et helt andet mønster.
Lady gør det hun skal uden yderligere dikkedarer, og uden at gøre sig bemærket. Thea kommer slet ikke i nærheden.
Når Thea skal ”stort”, skraber hun meget ofte efterfølgende.

Hvis jeg går tur med hundene hver for sig, skraber Lady aldrig når hun har tisset, mens Thea – i stedet for ukritisk at følge i Ladys potespor – virkelig snuser og vælger, hvor hun vil markere.

Hvad kan jeg så bruge det til? – Ud over at undre mig…

Jo! Når der sker ændringer i mønstret, ved jeg, at der er et eller andet der ”forstyrrer” en eller begge hunde.

Det kan f.eks. være at Lady har kløvet en negl. Så undlader hun at skrabe. Når hun begynder at skrabe igen, ved jeg, at tåen er ved at være i orden igen, at hun ikke har ondt mere, og dermed ikke skal holdes så meget i ro.

I forbindelse med den ene eller anden tæves løbetid og evt. falske drægtighed sker der også ændringer i mønstret. Jeg ved, at hormonerne er ved at falde til ro igen, når mønstret er genoprettet. Og det betyder, at jeg ikke behøver være helt så opmærksom på evt. stridigheder mellem hundene, som til tider opstår, når hormonerne er i kog (tænk bare på PMS!!J).

Omvendt bør ændringer i mønstret, som jeg ikke umiddelbart kan forklare, give anledning til et tjek af hundene – evt. hos en dyrlæge afhængigt af øvrige omstændigheder - og skarpere iagttagelse af dem, indtil grunden er fundet, eller mønstret er genoprettet.

På samme måde kan alle andre ændringer af hundes adfærd være et signal om, at noget er ”galt”. Derfor bør man som hundeejer (og for den sags skyld ejer af alle mulige andre dyr også) altid kende ens hunds ”normaladfærd” i detaljer, så man er i stand til at fornemme selv bitte små ændringer, der kan være varsel om større eller mindre problemer, sygdomme, smerter eller andet.

 

Tilbage til emneforside.