Hundesprog 2
Legeadfærd – et eksempel

 

Nogle gange kan hundes leg godt virke lidt skræmmende, hvis man ikke er forberedt på, hvor voldsomt det kan lyde og se ud, når to hunde hygger sig for fuld udblæsning. Det bliver ikke bedre af, at vi som mennesker langt fra er dygtige nok til at læse hundenes signaler, selv når de bevæger sig roligt. Når hundene skruer tempoet op i forbindelse med legen, er der så mange signaler, der går tabt for os, at de indtryk vi når at fange, ofte er de voldsomme lyde og de mange skinangreb, og derfor vil der være en oplagt risiko for at tage fejl af slagsmål og leg.

Billederne i denne artikel er taget fra et videoklip af to hundes leg. De giver et meget godt indtryk af, hvad det er, man kan se, fordi de som følge af hastigheden er temmelig uskarpe, og fine detaljer i ansigtsudtrykket er nærmest umulige at se. Men det svarer meget godt til den virkelighed, vi som hundeejere må forholde os til, når vi skal afgøre om vores hunde leger eller slås; to yderpunkter i kommunikation mellem hunde, som uerfarne hundeejere desværre let kan tage fejl af.
Som mennesker er vi også nødt til at se på de ”store” signaler - altså det hunden siger med hele sin krop; dens generelle udtryk - netop fordi vi ikke kan fange de små nuancer i ansigtet, ligesom hundene kan.

Foruden sproget under leg, kan man bruge afstanden mellem hundene og hastigheden i deres bevægelser som et fingerpeg til at afgøre om der er tale om alvorlig konflikt, eller det hele er for ”sjov”:

-         et rigtigt slagsmål minder typisk mere om en brydekamp; hundene bevæger sig ikke så meget omkring (væk  
  fra og tilbage mod hinanden), men holder sig relativt tæt på hinanden. (Dette gælder ikke nødvendigvis, hvis  
  der er tale om nødværge; altså en hund, der er trængt og forsvarer sig af nød).

-         leg foregår ofte over et større område, med flere små ”sammenstød”, hvor hundene dog ikke er inde og røre så
  meget ved hinanden; berøringer og brydekampe er mere kortvarige og mindre intense end ved et slagsmål.

I leg skifter signalerne hele tiden – og meget hurtigt – og der udsendes også på én gang både dæmpende og truende signaler. Desuden er signalerne i leg ofte meget overdrevne (måske kan man her med rette sige at ”overdrivelse fremmer forståelsen"!). Et godt eksempel på overdrivelse er "skinangrebet", hvor hunden træner sin jagt- og/eller angrebsteknik. Angreb på flokmedlemmer er en "dødssynd" i hundeverdenen, og derfor bruges der en masse signaler på at fortælle, at "det er ikke alvor, kun leg". Længere nede ses et billede af et skinangreb.

Et typisk udtryk der ofte ses – også overfor os mennesker – er ”playbow” (legebuk), hvor hunden går ned i forbenene. Det er en invitation til leg, som – når spændingen stiger – kan udvikle sig til ”ligge på lur” og derfra videre til angreb.

 

 

Hunden til højre i billedet indtager det karakteristiske ”playbow”. Her i en situation, hvor hun ligger klar til at fare på hunden længst væk, når den kommer susende imod hende. 

Den ”angribende” hund viser, at hun ikke angriber for alvor, men bare leger.
Det ses af de overdrevne løbebevægelser, den lave kropsstilling (hun gør sig lille) og den mærkelige halestilling
.

 

 

Den ”angribende” hund er lidt tættere på, og hvis man tegner en linje i dens bevægelsesretning, kan man se, at den ikke angriber i en direkte lige linje mod hunden til højre, men sigter forbi denne. Den læner sig ligeledes lidt væk, hvis man ser på skulderens hældning.

Hunden til højre har også iværksat angreb. Den kigger direkte på hunden længst væk, men dens kropsretning er også ”forbi” i stedet for direkte imod. Halen er oppe, men ikke udfordrende.

 

 

Som det fremgår lidt længere nede, har hunden længst væk, rollen som byttedyr, og skal dermed forsøge at slippe væk. Hunden til højre er jægeren, og skal forsøge at fange og nedlægge byttet. Derfor er hunden til højre mere direkte fokuseret, og dens bevægelsesretning er beregnet på sammenstød, men sådan at den kommer ind fra siden, og ikke i et direkte frontalangreb (som ville være en alvorlig udfordring).

 

 

Her ses det endnu tydeligere at hundene ikke løber direkte mod hinanden i en lige linje, men i stedet løber skråt mod hinanden.

"Jægeren" laver skinangreb, "byttedyret" undviger, de drejer sig, og….

 

 


  … mødes kortvarigt.

Hunden til højre har, som sagt, rollen som ”bytte”, der prøver at undslippe, og hunden til venstre angriber og laver udfald mod byttets strube….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

… uden dog at komme tæt på. Bidet ud i luften er kun en markering af meningen bag det (som hvis det var en virkelig jagt, selvfølgelig ville være at nedlægge og dræbe byttet).
- Markering er vigtig i hundenes verden, som en måde at sige sin mening på, uden at nogen kommer til skade ved det.

Legen går ind i en anden fase….

 

… jagten på byttet, hvor byttet løbes op og afskæres fra flugt….

Herefter mødes hundene atter, og jægeren foretager nyt skinangreb, hvorefter…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

… legen ændrer karakter.
Hunden, der før legede ”byttedyr”, inviterer nu til leg med et ”playbow”, men samtidig ses det på den anspændte holdning, og det flabede ansigtsudtryk at den ligger på lur, og er klar til at springe frem. Den træner angrebstaktik.

Selvom hunden ser temmelig ”bisset” ud, viser halen stadig, at det bare er sjov. Havde det været alvor, havde halen været oppe (afhængigt af race, naturligvis) og helt stiv. Desuden ville hunden ikke have indtaget legestillingen, hvis der var tale om et seriøst slagsmål mellem to hunde.

 

Hunden laver skinangreb, bliver afvist, viger, og laver nyt skinangreb (dette billede).
Her ses overdrivelsen og de modsatrettede signaler tydeligt igen.
Hunden laver et frygtindgydende fjæs, med bisserne fremme, men halen logrer, peger nedad og er buet, og bevægelserne er stadig voldsomt ”store” og overdrevne.
Hunden, der bliver angrebet, står da også fuldstændig afslappet og afventer angrebet (ørene er en mellemting mellem tilbage og lige ud i luften, og hundens holdning er afslappet oprejst, men med let sænket hoved). Den er altså rolig og tryg, men alligevel klar til at afværge angrebet.

 

 

 

 

 

 


 

Samme angreb lidt længere fremme i forløbet.
Angriberen ser frygtelig ud, men er allerede ved at dreje af, og hunden i bunden af billedet gør ikke andet, end at strække halsen lidt frem, og – igen – lave et fingeret bid mod struben på angriberen:

 

Bliver legen for voldsom og intens for en af hundene eller begge, stopper den, og hunden(e) ryster sig som signal til, at ”FØJ! Det var godt nok ubehageligt”, ”Nu har jeg fået nok”, ”Jeg har helle”.
Hvis bare én af hundene ryster sig, stopper aktiviteterne, og øvrige hunde begynder typisk at snuse omkring, hvilket er et dæmpende signal, som fortæller at ”Det er helt i orden, makker. Der sker ikke noget, før du er klar igen”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Se videoklippet her.
 

Tilbage til emneforside.