Hundesprog 1
Usikkerhed og aggression

 

Emnet er meget omfattende, og når man tænker på, at selv tykke bøger om sprog, ikke kan beskrive det hele, er det klart, at korte artikler slet ikke kan være fyldestgørende.

Derfor behandler jeg emnet på en anden måde her, nemlig med udgangspunkt i billeder af situationer, der beskrives og forklares.

Her handler det om signaler, der fortæller om usikkerhed og aggression.

Billedet herunder viser en situation, hvor 3 hunde befinder sig umiddelbart ved et soppebassin.
Historien er, at schæferhunden i bassinet er ualmindelig pjattet med netop dén leg, og han er på hjemmebane. De to andre er ikke tidligere blevet præsenteret for et soppebassin, men hunden i baggrunden er vældig interesseret, mens den sorte til venstre er lidt utryg ved situationen. Hun fortæller med sine signaler, at schæferhunden ikke skal komme nærmere, og at hun er parat til at slås, hvis han på nogen måde truer hende.

At den sorte hund er parat til at slås fremgår vist med al ønskelig tydelighed af de blottede tænder.

Men hvordan ser vi, at hunden er utryg?

Et kig på hendes hoved viser følgende:

Optrukket læbe.
Åben mund.
Lange mundvige.
Glat pande.
Ørene slået ud, men temmelig langt tilbage.
Øjenkontakten er ”skæv”: hunden kigger på schæferhunden, men det er
et skævt
    blik, ikke direkte front mod front.
Stive øjne.


En hund der viser tænder, viser sit våben frem, og siger som sådan til ”modstanderen”, at den er parat til at slås. Det åbne gab tyder på, at hunden vil gå direkte til kamp, hvis den føler sig yderligere pirret. De stive øjne er ligeledes en trussel.
Utrygheden/usikkerheden læses i de lange mundvige, den glatte pande og det skæve blik, der alle signalerer underlegenhed.
Ørene er relativt tilbagelagte, men dog slået ud for at opfange alle signaler. Tilbagelagte ører er også et tegn på underlegenhed undtagen under selve kampen, hvor det handler om at holde dem ”gemt af vejen”, så de ikke bliver bidt og flået.

 

Et kig på kroppen viser følgende:

Hunden har siden til schæferhunden.
Den læner sig væk fra schæferhunden (se det store billede ovenfor).
Halen er nede (den er ude af syne).
Ryggen er krum, hvilket er svært at se på billedet, men man kan ane, at lænden er løftet.

At hunden står med siden til, er dels et forsøg på at imponere, idet den viser hvor stor den er, dels er det et signal om ”fred”, idet tænderne ikke er drejet frontalt mod modstanderen. Behovet for at ”gøre sig stor” hænger sammen med usikkerheden. Hvis selvtilliden havde været i top, havde det ikke været nødvendigt at imponere, så havde hunden ”hvilet i sig selv” i stedet.

At hunden læner sig væk fra modstanderen fortæller ligeledes, at hunden ikke ønsker kamp, men ”bare” er parat til at forsvare sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Den krumme ryg får dels hunden til at syne større, dels understøtter buen halens tydelige signal om hundens underlegenhed. Vi kan til en vis grad sammenligne følelsen bag udtrykket med vores egen følelse af ”forskrækkelse”, der får os til at krumme os sammen (med hænder og arme beskyttende over ansigtet), hvis der bliver kastet noget mod os. Hunden signalerer: ”Jeg er lille og usikker, men jeg vil slås for mit liv, hvis du presser mig.”

 

Et kig på schæferhunden viser følgende:

 

 

 

 

Lukket mund (ingen tænder = våbnet vises ikke).
Ingen rynker på næsen (ingen trussel).
Åbne, ikke stirrende øjne. Iagttagende, opmærksomt blik. Dog direkte øjenkontakt
    med front mod tæven. Attitude, som kan virke truende, afhængigt af de øvrige
    signaler.
Glat pande, der signalerer underdanighed,
hvalpelook, venlighed.
Ørene lidt tilbage, signalerer venlighed i
begrænset omfang, men ingen
    aggression.
Afslappet holdning: ryg- og halslinie går
nogenlunde ud i et; der er ingen knejsen
    med nakken. Skal ses i sammenhæng med, at han
er i bevægelse (se
    nedenfor). Hvis han indtager denne holdning men samtidig er stiv, er der fare på
    færde.
Halen er let løftet, hvilket viser at han føler sig rimeligt sikker på sin position, uden
    at han på nogen
måde er udfarende.
Hunden roder fortsat i vandet, og er dermed ikke stiv i sin holdning og sine
    bevægelser.
Han vender front mod tæven.

 

Der er således ingen tegn på aggression hos schæferhunden. Derimod er hovedparten af signalerne meget neutrale.
Dog viser den let løftede hale, og den frontale position overfor tæven, at han opfatter sig selv som ”Pølens Herre”, og at han ikke agter at vige for hendes aggression.

Begge hunde er således enige om at sige: ”Jeg gør ikke dig noget, hvis du lader mig være i fred”, men deres udgangspunkt er vidt forskelligt. Den ene er utryg og usikker, den anden er mere tryg og beslutsom.

I reglen vil denne type af situationer ikke medføre slagsmål, hvis begge hunde er socialiserede på andre hunde, og dermed har lært ”reglerne” for at omgås hinanden.

Problemer kan dog let opstå, hvis den ene eller begge hunde læser den anden hunds signaler forkert. Enten fordi hunden ikke er blevet socialiseret på andre hunde i 1-4 måneders alderen, eller fordi nogle hunde er avlet, så pels, rynker, holdning osv. er forandret i forhold til hundens oprindelige signaler.  Ligeledes kan situationen være så anspændt for den utrygge hund, at den reagerer på en ubetydelig bevægelse fra modstanderens side, og dermed indleder et slagsmål, som overhovedet ikke havde været nødvendigt. Disse reaktioner kan dels skyldes hunde af dårlig avl, hundens dårlige erfaringer eller manglende socialisering da den var hvalp.

Det er den slags situationer, der er farlige for mennesker, fordi mennesker er for dårlige til at vurdere, hvornår en hund føler sig sikker og har styr på situationen, og hvornår den vil forsvare sig og slås for sit liv, hvis den bliver presset. Når vi overser eller ikke forstår de små signaler kan vi komme til at udløse netop det vi helst skal undgå: forsvaret! Der er således al mulig grund til at sætte sig grundigt ind i hundens dæmpende og truende signaler, OG lære racens særlige sprog at kende, så man kan vurdere signalerne, også selvom der f.eks. er aldrig så meget pels på hunden.

Endelig er det værd at bemærke, at de fleste problemer med aggressive hunde har en anden årsag, end den årsag vi tror, vi kan se. En undersøgelse har vist, at blandt 3000 aggressive hunde, havde mere end 60% smerter. Andre og væsentlige årsager til aggression er stress, usikkerhed og angst. En aggressiv hund bliver ofte ”stemplet” som dominant, men årsagen skal findes andre steder, da en dominant hund er rolig og har kontrol over sig selv. Siden begyndelsen af 1960’erne har forskere studeret ulve og vilde hunde, og deres iagttagelser viser, at aggression stort set aldrig ses i naturen i forbindelse med dominans. I det hele taget er aggression i naturen et sjældent fænomen. Det bruges de få gange, hvor hund/ulv har behov for at forsvare sig, forsvare mad eller få fred! Disse forskningsresultater giver forhåbentlig stof til eftertanke, når vi tænker på, hvor mange aggressive hunde, vi finder på træningspladserne.

Få derfor først og fremmest undersøgt din hund grundigt for skader og sygdomme, hvis den udviser aggressiv adfærd. 

 

Tilbage til emneforside.